|
Den nordlige region
Atlantahavskysten
Cumbia
Cumbiaen er den dans, som kendetegner bedst Colombia. Den har sin oprindelse i den colombianske del af Caribien (på den Atlantiske Kyst) og fra kolonitiden, hvor slaverne mødtes for at more sig.
Cumbiaen danses i cirkel. Slaverne tændte et bål og dansede omkring det. Mændene indbød kvinderne op til dans ved at tilbyde dem et stearinlys. Og den kvinde der ved festens slutning havde flest stearinlys blev den mest eftertragtede af dem alle.
I musikinstrumenterne findes der instrumenter af afrikansk oprindelse og kvindernes dragter har en spansk oprindelse, da fruerne i huset forærede de kasserede dragter til slavekvinderne.
På trods af det hårde arbejde for slaverne, var de dog altid glade og de udtrykte glæden gennem dansen.
Mapalé
Det er navnet på en fisk og på en tromme. Dansen er af afrikansk afstamning og kommer fra Caribien. Man mener, at denne dans blev født som sang og arbejdsdans udøvet af fiskerne med trommer ved aftenens afslutning af deres arbejde. Ved at iagttage den i dag peger alt på, at den har forvandlet sig fra arbejdsdans til en slags ekstase-dans med erotisk præg. Den form som Mapalén nu antager, er anderledes end da den opstod.
Fandango
Fandangoens oprindelse går helt tilbage til sammensmeltningen af den præcolumbianske, den spanske og den afrikanske kultur (det 16. og det 18. århundrede). Det er værd at gøre opmærksom på at ordet ”fandango” ikke kun har rødder i Andalusien, men også i Afrika (”fundanga”) samt fra det indianske sprog såsom náhauatien og quechuaen.
I Colombia har Fandangoen sin største udbredelse ved den colombianske Atlanterhavskyst. Det er en populær dans, der danses hovedsageligt til karnevaler og rytmen spilles med ikke traditionelle blæseinstrumenter.
Salsa
Salsaen er en musikart fra den latinamerikanske musikkultur, som først kom frem i New York. Latinamerikanske indvandrere, især fra Cuba og Puerto Rico, blandede i 70’ere de traditionelle latinamerikanske rytmer for eksempel Mamboen og Cha-cha-chaen med nogle Jazzelementer. Via flere slags perkussionsinstrumenter gav de Salsarytmen dybde.
CUMBIA WAHYATÓN
Cumbiaen er den dans, som bedst kendetegner Colombia. Den har sin oprindelse i den colombianske del af Caribien (Atlantahavskysten) og fra kolonitiden, hvor slaverne mødtes for at more sig. Dansen udtrykker så fint den colombianske sjæl og livsglæden.
- Denne moderne version af Cumbia’en er komponeret af orkestreret Wahya.
Bullerengue
Denne dans danses helt eksklusivt af kvinder, og fremhæver de afrikanske rødder i Colombia ved trommeslagningen, klappen i hænderne og korsangen.
Dansens oprindelse synes at være opstået i ceremoniel kontekst i cimarronsamfundene (samfund af bortløbende slaver) – vist nok i Palenque de San Basilio og i flere zoner i den caribiske region, hvor den afro-colombianske befolkning var i overtal. I bund og grund er det et ritual dans, som blev danset når de unge piger trådte ind i pubertet. El Bullerenque symboliserer den kvindelige frugtbarhed, selvom det ikke kan udelukkes at dansen blev brugt ved begravelser i Kolonitiden.
Dansen blev efterhånden danset ved gadefester udøvet af en kvinde og en mand.
Der er meget lidt litteratur om hvornår dansene med afrikansk oprindelse udviklede sig til den mere moderne form.
Puya
Gadedans velkendt i Cesars og Magdalenas regioner i Colombia siden 1885. Der er udtyk for en festlig stemning og danses parvis med rytmisk hofte-bevægelse. Der er et livligt samspil mellem kvinden og manden.
Porro
'Den startede som en almindelig kurdans, oprindelig fra Colombias Atlanterhavsregion. Under dens udvikling op til den orkestrede porromusik blev dansen til en sammenkædet flerpardans. I starten var porrorytmen spillet af sækkepibe. Ved indlemmelsen af blæseinstrumenterne i rytmen blev dansens struktur bevaret. Og i dag er porromusikken fuldstændigt instrumentalt.
Cumbión
Er en slags Cumbia, dog livligere og med hurtigere bevægelser. Meget udbredt i hele Atlanterhavsområdet. Oprindelsen er uden tvivl afrikansk. Cumbiónen er et udtryk for kormusik, repræsentativ for den afro-colombianske kultur. Fra Spanien formodes det at dragten kommer fra.
| |
|
Den østlige region
Joropo
Denne rytme er typisk fra den østlige del af Colombia, men rytmen findes også i Venezuela. Man mener, at den stammer fra Flamencoen og er beslægtet med den mexicanske Jarape og den chilenske Cueca, selvom dens dansetrin er meget anderledes.
| |
|
Andesregionen
Bambuco
Dens oprindelse er ”mestiz”, det vil sige en blanding af indianske melodier og andre rytmer, sandsynligvis fra Baskerlandet. Den er en af de vigtigste musikalske og koreografiske danse i den colombianske dansefolklore på grund af dens omfattende udbredelse i flere end 13 af Andesbjergsregioner i Colombia.
Sanjuanero
Dansen udgør den festlige form af Bambucoen. Denne dans og musik karaktisrerer typisk Huila-regionen. Kulturelt set er den lig med Skt. Peters festen i Huila. Sanjuaneroen er velkendt i udlandet for dens elegance og prægtig dragt, og er at regne blandet en af de skønneste danse på hele det latinamerikanske kontinent.
Torbellino
Torbellinoen er en dans, hvor rytmiske sangelementer fra nogle bestemte indianske bjergstammer indgår, hvilket sandsynligvis kunne have frembragt selve navnet ”Torbellino”en. Rytmen minder om ”den indianske traven”, som indianerne og mestizerne anvender under deres vandring igennem bjergregionerne.
Melodien brugte de indfødte til at udtrykke sig simpelt både religiøst og kærlighedsmæssigt og til at beskrive bjerglandskabet.
|
|
|
Stillehavsregionen
Currulao
Denne rytme har den største udbredelse i den centrale og sydlige del af Stillehavs-regionen. Currulaoen kom ind i Colombia
via kystbyen Cartagena de India
i det 17. århundrede, hvor den blev betragtet som ”Slavensdans”, og Currulaoen beholdte denne betegnelse i lang tid.
I dag er Currulaoens rytme og dans så meget præget af det colombianske Stillehavsområde - så meget, at den i dag udgør den typiske dans i Stillehavsregionen. I dag er den typisk for Chocó distriktet og den vestlige del af distrikterne: Valle, Cauca og Nariño. Alle disse regioner får de indflydelser af det primitive liv, som udgør kærnen af den sorte befolkning.
Contradanza
Dansen menes at komme fra Skotland, hvor der blev kaldt “Country-Dance” eller landsbydans. Derfra vandrede den videre til England hvor den blev beriget med den kurtisk præg, og koreografien fik et præg af den klassiske lancie-kvadrille. Den musikalske og meget valserende takt, som dansen fik fra valsen, forsvandt helt ved ankomsten til det amerikanske kontinent. I Chocódistriktet og den vestlige del af Antioquia fik melodien en anden tone – en tone mere takt i med mulattens og negerens følelser, og siden hen er contradanza’en blevet spillet udelukkende til at danse til. |
|
|
Den sydlige region
Amazonregionen
Ñuca Llacta (den indianske kichwa-dans)
Dansen har sin oprindelse hos Kichwas indianerne, som bor i både Chile, Peru, Ecuador og i Colombia. Indianerne i det store område betragter deres kultur - dansen og sangen - som værende uden landegrænser.
Det colombianske indianske orkester Taitacuna ved Luis Espinosa har givet korografien til Colombia Viva og ligeledes har han anskaffet dragterne til vores gruppe.
La Guaneña
Er en traditionel sang fra områderne syd for Andesbjergene i Colombia – her taler vi om området Nariño. Selve sangen er en krigsvise, som kan være både glædelig og nostalgisk.
Brugen af ordet "Guaneña" blev hurtigt brugt om temperamentsfulde og selvstændige kvinder fra landsbyen. De fulgte tropperne i krigen, hvor de underholdte dem med sang, dans og madlavning. Disse kvinder tøvede heller ikke med at tage geværet i deres hånd og være medhjælpende i kampen, og derfor blev de kaldet “guaneñas”.
Den originale version af det musikstykke har sin oprindelse i år 1789, hvor musikeren fra Pasto, Nicanor Díaz og hans medguitarist Lisandro Pabón dannede det mest berømte duet. Nicanor Díaz var meget forelsket i en flot ñapanga (en kvinde fra Pasto), som han dedikerede musikstykket, som siden fik øgenavnet “La Guaneña” grundet kvindens stærke karakter.
| |
|
Danse fra Colombia